
I Lille Vildmose-området findes der i dag en lang række kunstnere der igennem deres ”håndværk” – maleriet, skulpturen, glasset, ravet, m.v. – former netop deres indtryk ud fra de omgivelser de dagligt er en del af.
Galleri Havgården
Galleri Havgården nord for Dokkedal er netop et meget lokalt forankret udstillingssted hvor indehaveren bruger moseegen til at fremstille skulpturer med udgangspunkt i mosen og dens natur. Og med jævne mellemrum arrangeres udstillinger hvor andre lokale kunstnere har lejlighed til at udstille deres værker.
Anna Flohr
Glaspusteriet
Anna Flohr i Lillevorde er et andet lokalt forankret udstillingssted, hvor indehaveren bruger glasset som udtryksform. I øvrigt et materiale, der allerede blev bragt til Danmark meget tidligt, hvilket gravpladser fra jernalderbopladsen ved Tofthøj vest for Storvorde vidner om.
Langs med områdets 30 km kyststrækning kan man med lidt held finde ravklumper der historisk set er blevet brugt til smykker så længe man kan huske. I dag går denne tradition videre – også i vort lokalområde.
Kunstforeninger
Kunstinteressen er stor i vort område. Der findes i dag to kunstforeninger – Glam og Dunhammeren. Begge foreninger er meget aktive med udstillinger, hvor en række af de lokale kunstnere med jævne mellemrum får lejlighed til at udstille deres værker. Bl.a. er der en tilbagevendende udstilling arrangeret af Dunhammeren på Vildmosegård hvert år i juli måned.