London har Oxford Street
Paris har Champs Élysées. Rom har Corsa’en. Aalborg er ingen hovedstad - men til gengæld har den hele to hovedstrøg: Bispensgade og Algade.
De to gågader skærer sig næsten parallelt gennem hjertet af Aalborg. Og begge er bestemt et besøg værd.
Starter du fra vest, så prøv at mødes med venner hvor Bispensgade møder den travle Vesterbro - ved statuen af Cimbrertyren. Siger man til en aalborgenser: ”Vi mødes ved Tyren”, ved alle hvor det er.
En gang lå Spritfabrikkerne her og da Vesterbro blev etableret, skænkede Spritfabrikkerne Cimbrertyren til aalborgenserne. Vendelboerne mener at det er symbolsk at himmerlændingenes tyr står med bagenden mod Vendsyssel...
Allerede her hvor Bispensgade starter, kan du komme på ”afveje” fra hovedstrøget for første gang. Krydser du Vesterbro står du nemlig ved indgangen til Medinaen. Men du kan også starte din slentretur med at gå ned ad Bispensgade. Allerede efter få meter møder du Vesteraa og Gravensgade. Her er der spændende butikker til højre - og hyggelige frokoststeder til venstre. Begge er en afstikker værd.
Sydlandsk stemning
Nu er den professionelle shopper ved at være varmet op. Turen fortsætter ned ad Bispensgade og passerer Jomfru Ane Gade på venstre hånd. Jomfru Ane Gade kræver næppe nærmere præsentation - den er kendt i ind- og udland som Aalborgs gamle forlystelsesgade.
Trænger kreditkortet til en pause er det altid muligt at få læsket ganen her. Et alternativ finder du blot få meter længere fremme på modsatte side. Gå til højre ad Doktorens Gyde og nu står du på den gamle C.W. Obels Plads, hvor der er udeservering og sydlandsk stemning hele sommeren. Her kan du blandt andet besøge mikrobryggeriet Søgaards Bryghus.
Tilbage på Bispensgade er der ikke meget der tyder på at denne gade har rødder tilbage til 13-1400 tallet. Modeforretningerne ligger side om side og gaden har da også flere hundrede års tradition for at være Aalborgs vigtigste promenadestrøg.
Aalborgs første højhus
Bispensgade munder ud i Østerågade. Tag en hurtig smuttur til venstre ned ad Østerågade. Her er et par spændende forretninger, der er værd at få med på vejen, inden du går op ad Østerågade.
Selv en garvet shopper kan ikke undgå at lægge mærke til Jens Bangs Stenhus. Stor-købmanden Jens Bang byggede sit imponerende fem etagers ”højhus” i 1624 lige ned til Østerå, der førte hans varer ad vandvejen fra Limfjorden og op til huset. I dag er åen for længst forsvundet - men huset er stadig lige imponerende. I øvrigt ligger turistbureauet meget belejligt lige over for Jens Bangs Stenhus, hvis du mangler et bykort - eller har brug for at vide mere om de mange forlystelser, som Aalborg byder på. På højre side af vejen passerer du Gammel Torv og byens smukke gamle rådhus hvor mange turister og fastboende bliver borgerligt viet. Og nu er du nået op til byens andet hovedstrøg; Algade.
Cigar til far
Det er muligvis her familiens veje skilles. Historisk interesserede kan gå til højre ad Algade og besøge Budolfi Kirke, byens domkirke, mens de herrer, der trænger mere til et glas velskænket øl og en god cigar, bør fortsætte lige ud. På venstre side af vejen - der nu ikke længere hedder Østerå, men Boulevarden - ligger London Pub. Ud over at have et udvalg på mere end 80 forskellige typer flaskeøl udmærker dette sted sig ved sin stemning - og så måske det faktum at pubben er så lille, at den ikke er omfattet af det generelle rygeforbud på danske restaurationer.
Derimod går Shopperne til venstre ad Algade, hvor store og små butikker lokker. Over for Salling - Aalborgs eneste stormagasin - finder man Summerbird, hvor enhver chokolade-connaisseur kan falde fuldstændig i svime. Og kun få meter længere fremme, på samme side af vejen, ligger Kronen - byens stemningsfyldte og traditionsrige kaffe- og teforretning, der er blevet præmieret adskillige gange.
Nu bør du unde dig selv en lille afstikker ned ad Møllegade til Mølle Plads og Rantzausgade.
Her shoppede vikingerne
Allerede i vikingetiden kunne man gå tur ad Algade - og det er ikke alle historiske spor, der er slettet. Lige over for Møllegade og kaffe- og tehuset, Kronen, fører en elevator den besøgende ned til Gråbrødre Kloster.
Det er gravet ud et par etager under Algade og ligger som et vidnesbyrd om at der også for 800 år siden var folkeliv heromkring. Udgravninger til fundamenter til nye huse i Algade afdækker gang på gang spændende nye sider af Aalborgs historie.
Algade fortsætter over i Bredegade, og nede ved Bredegade Torv vender mange besøgende om. Det er en fejl for Nørregade er med sine mange specialbutikker absolut også et besøg værd!
Har du ”tabt” nogle familiemedlemmer undervejs, har du nu mulighed for at få dem samlet igen. Der er sikkert også brug for nogen til at hjælpe med at bære indkøbsposerne...