Rundvisning på Lindholm Høje
En rundvisning på Lindholm Høje tager ca. 1 time og omfatter en rundvisning på Lindholm Høje gravplads og på museet. Ofte er rundvisning på Lindholm Høje includeret i en sightseeingtur med bus.
Nordeuropas største gravplads fra vikingetiden
Grav- og boplads fra germansk jernalder og vikingetid. 682 grave, 150 skibssætninger. Nord for gravpladsen lå den tilhørende landsby, hvoraf der blandt andet er fundet huse, hegn, brønde og kogegruber. Området var plaget af sandflugt og omkring år 1000 dækkede flyvesandet helt gravpladsen. Herved blev både stensætninger og en nypløjet mark bevaret til vore dage.
På museet fortælles på en ny og anderledes måde om levevilkårene for datidens mennesker på Lindholm. For at give den rigtige baggrund fortælles om danskernes handels- og kulturforbindelser og om den danske kongemagt og stats tilblivelse, som netop finder sted i perioden, hvor bebyggelsen på Lindholm blomstrer. Med udgangspunkt i de fundne oldsager kan man i modeller, tableauer og store rekonstruktionsmalerier opleve, hvorledes man på Lindholm holdt kvæg, dyrkede markerne, byggede og indrettede husene, levede i dagligdagen og var optaget af at lave mad, væve stof og handle, når lejlighed bød sig, foruden alle de andre dagligdags gøremål.
Læs mere om rundvisninger i Aalborg...