Til forsiden
Se havørnen i Lille Vildmose

Efter næsten 100 års fravær er Nordeuropas største rovfugl, havørnen, tilbage som ynglefugl i Nordjylland. Et par af de mægtige ørne har fået en unge på vingerne fra en rede i Lille Vildmose.

Havørn på jagt foto Helge SørensenHavørnen yngler igen i Nordjylland

Nu er havørnen med sit vingefang på op imod 2,50 meter tilbage som ynglefugl i den nordjyske natur, der for cirka 150 år siden husede adskillige par. Et par havørne har i flere år holdt til i Lille Vildmose, og nu har de fået en unge, som i begyndelsen af juli 2010 kom på vingerne. Havørneungen skal i løbet af sommeren for alvor lære, hvad det vil sige at være en af de største jægere i den danske natur. Læs mere om havørne.

ung havørn foto Helge SørensenSe havørnen fra Tofte Sø Tårnet

Havørneparret holder til i et højt træ i Tofte Skov ikke langt fra Tofte Sø. Det særlige terræn omkring Tofte Sø midt i mosen, hvor en skarvkoloni på cirka 1.500 ynglepar udgør en vigtig del af ørnenes føde, giver gode chancer for i kikkerten at se de gamle havørne og deres unge på afstand, hvis man spejder fra Tofte Sø Tårnet. Desuden vil der formentlig være muligheder for at opleve havørnene langs østkysten af Himmerland særligt mellem Øster Hurup og Dokkedal, hvor ørnene ved lavvande ofte sidder på sandrevler eller fra stor højde spejder efter ådsler eller bytte på kyststrækningen. Læs mere om Tofte Skov og Mose

Kongeørn i Lille Vildmose I Lille Vildmose yngler to ørnearter

Lille Vildmose er det eneste naturområde i Danmark, der huser to ynglende ørnearter - både kongeørnen og havørnen. I de seneste 12 år har kongeørnen ynglet i området, men nu har havørnen altså også etableret sig. Havørneparret er det hidtil nordligste par i den danske bestand. Genindvandringen af havørnen som ynglefugl i Nordjylland sker næsten på 100-året for artens forsvinden fra landsdelen. Læs mere om havørnen som ynglefugl.

Kongeørn i Lille VildmoseHavørens historie

Sidste gang havørnen med sikkerhed havde rede i det nordjyske landskab var i 1912, da et par ynglede ved Havnø på nordbredden af Mariager Fjord. I fugleflugtslinie er det kun godt en halv snes kilometer fra det sted, hvor havørnene har etableret sig i Lille Vildmose.

Tidligere var der hele tre par havørne i den østlige del af Mariager Fjord. 1800-tallets Nordjylland lagde også scene til ynglende havørne i skovene ved Hals og Dronninglund samt i Lundby Krat, Oxholm Skov, Rold Skov og Store Vildmose. Store rovfugle som havørne, kongeørne, fiskeørne og røde glenter blev i løbet af et par århundreder frem til begyndelsen af 1900-tallet udryddet ved hjælp af gifte, fælder og jagt, hvor man både skød ungerne på rederne og efterstræbte de gamle fugle på deres jagtmarker. Der herskede dengang et udbredt had til alle kødædende fugle, fordi de blev beskyldt for at tage føden ud af munden på både bønder og jægere.
 
I dag er det for længst erkendt, at rovfugle er uundværlige elementer i en vital natur, fordi de som sidste led i fødekæden rydder op ved at æde ådsler. Desuden trimmer rovfuglene mange bestande af vilde fugle og dyr ved at nedlægge de svageste individer. Vil du vide mere om Danmarks ørne så se rovfuglehjemmesiden.
Tirsdag, juli 13 2010

Læs også om kongeørnen i Lille Vildmose...


Se havørnen

Fra Tofte Sø Tårnet er det muligt at se havørnene husk at medbringe kikkerten...


Lille Vildmose for børn

I vores e-magasin VisitAalborg.com Magazine kan du se nærmere på Lille Vildmose og på Lille Vildmosecentret. I fire korte videos beretter centerleder Bo Gregersen begejstret om vildmosen, centret, naturlegepladsen og de mange aktiviteter der er i området.

Læs Lille Vildmose artiklen...
VISITAALBORG ØSTERÅGADE 8 9000 AALBORG +45 99 31 75 00 KONTAKT