Se ny lille isbjørneunge i Aalborg Zoo live på web
Aalborg Zoo har fået en ny, charmerende isbjørneunge - med "Knut-effekt". For den er en verdenssensation. Hundredetusinder af mennesker verden over har nemlig fulgt dens opvækst i fødehulen på internettet.
I fødehulen er der installeret kameraer og mikrofoner, og du kan døgnet rundt følge ungens opvækst
live på web cam fra Aalborg Zoos hjemmeside.
”Det, at kunne vise live billeder fra en isbjørnehule, er en verdenssensation, som vi selvfølgelig er meget stolte over at kunne præsentere,” siger Aalborg Zoos direktør Henrik Johansen.
Meget få isbjørneunger i verden har fået så megen opmærksomhed som denne lille, hvidpelsede charmetrold fra Aalborg.
Det skulle da lige være isbjørneungen Knut i Berlins Zoo. Men hvor Knuts verdensberømmelse skyldtes, at den blev forladt af moderen og måtte plejes af en dyrepasser - så er grunden til berømmelsen her en anden.
Isbjørnemoderen i Aalborg har nemlig passet sin lille unge godt og kærligt. Hvad en hel verden har kunnet følge med i fra første færd takket være videokameraet i fødehulen.

I februar vovede den lille unge sig ud for første gang - ganske tæt på mor.
Nu går den på opdagelse i udeanlægget - se videoklip i boksen til højre eller se den live i det fri i Aalborg Zoo.
Først i april måned blev Aalborg Zoos isbjørneunge navngivet direkte på TV2/Vejret, der i dagens anledning havde flyttet deres udsendelse til zoos isbjørneanlæg. Forinden havde rigtigt mange seere givet deres bud på det bedste navn, via en sms konkurrence. Den lille isbjørn kom til at hedde Milak, som på grønlandsk betyder plet.
Den 9. maj blev Milak og dens mor Victoria lukket ud i den store del af Aalborg Zoos isbjørneanlæg. Anlægget er bygget i 1999 og er stadig blandt verdens bedste anlæg til isbjørne.
Se liveoptagelser fra Aalborg Zoos isbjørneudeanlæg her...
Lidt isbjørne-historie...
Den 1. april i år ankom den nu 7 år gamle hanisbjørn Felix fra Tierpark Nürnberg i Tyskland. Aalborg Zoos to hunner, Victoria på nu 12 år og Malik på nu 8 år, tog vel imod den virile hanbjørn, som de næste mange uger stort set ikke bestilte andet end at opvarte og parre sig med de to hunner. I løbet af sommeren blev Victoria og Malik trætte af Felix' selskab, og hele deres adfærd udstrålede, at de var drægtige. Aalborg Zoo gik herefter i gang med at forberede de to fødehuler.
Fakta om de tre isbjørne i Aalborg Zoo
Victoria er født i Rostock Zoo d. 12. december 1996. Hun kom til Aalborg Zoo d. 22. juli 1998.
Malik er født i Aalborg Zoo d. 19. december 2000. Far, Nanok, og mor, Nuka, er begge døde.
Felix er født i Wien Zoo d. 24. november 2001. Han kom til Aalborg Zoo via Karlsruhe og Tierpark Nürnberg d. 01. april 2008. Felix er far til den berømte Flocke, der er født i Nürnberg Zoo d. 11. december 2007, og til to unger født i november 2008.
Vil du vide mere om isbjørnene i Aalborg Zoo så besøg
Aalborg Zoos hjemmeside.