Til forsiden
Aalborg går i front

Her kan du finde information om bæredygtighed i Aalborg kommune mere generelt, dvs. hvad der hovedsageligt fra offentlig side bliver gjort for bæredygtighed, uden at det nødvendigvis involverer din færden som gæst i byen.

Denne side er altså til dig, der har lyst til at bruge lidt tid på at lære mere om, hvad Aalborg kommune gør for miljø og bæredygtighed.

Aalborg har i høj grad markeret sig, som byen der går i front.

Aalborg Charter - fokus på bæredygtig udvikling 

I dag har mere end 2600 byer i 39 lande underskrevet Aalborg Charter.
Aalborg Charteret er en aftale udarbejdet i 1994 i Aalborg, og med Aalborg Charteret startede også kampagnen kaldet Sustainable Cities. Underskriverne af denne aftale erkender, at vi som mennesker og især vi som bymennesker bærer et stort ansvar for mange af verdens miljøproblemer, og at ansvaret for og pligten til at gå over til en mere bæredygtig udvikling, derfor også er vores.

Aalborg Commitments - forpligtelse til bæredygtighed

672 byer har i dag underskrevet Aalborg Commitments.
Aalborg Commitments, underskrevet under Aalborg +10 mødet i 2004, er en opfølgning på Aalborg Charteret, hvor den generelle ansvarserklæring er blevet til en forpligtelse til at arbejde for bæredygtighed på en række specifikke punkter. Kommunen forpligtede sig med underskrivelsen af Aalborg Commitments til:

- Inden 1 år at udarbejde en integreret statusrapport, der beskriver kommunens hidtidige indsats på bæredygtighedsområdet og kommende udfordringer.

- Inden 2 år at fastlægge mål og handlingsplaner for den fortsatte indsats for en bæredygtig udvikling i samarbejde med kommunens borgere og øvrige interessenter.

- At offentliggøre Aalborg Commitments moniteringsrapporter med fastlagte mål og opnåede resultater.

- At deltage i en europæisk vurdering hvert 5. år i regi af den Europæiske Kampagne for Bæredygtige Byer. 

Aalborg var den første by til at underskrive både Aalborg Charteret og Aalborg Commitments.


Bæredygtighedsstrategi 2008-2011

"Lokal indsats for en bæredygtig udvikling – Bæredygtighedsstrategi 2008-11" er Aalborg Kommunes plan for, hvad der i årene 2008-11 kommunalt skal gøres for bæredygtigheden. Strategien er udarbejdet af forvaltningen for Sundhed og Bæredygtig Udvikling og indsatsområderne er delt op i fem hovedtemaer: klima, ressourcer, natur, miljø og sundhed og Aalborg kommune som virksomhed.

De præcise planer og strategier for hvilke forbedringer der ønskes opnået indenfor disse fem hovedtemaer, samt hvordan de ønskes opnået, kan findes i bæredygtighedsstrategien.


Aalborg er en klimakommune som reducerer CO2

I samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening blev Aalborg d. 9. juni 2009 til klimakommune. Hvad dette vil sige er, at kommunen har forpligtet sig til at reducere udledningen af CO2 med gennemsnitligt mindst 2 % om året i de kommunale bygninger og i kommunens øvrige aktiviteter såsom transport.

Aalborg har hermed samtidig forpligtet sig til at redegøre for nuværende udledning, lægge en plan for reduktionen og herefter gennemføre planen samt offentliggøre, hvilken reduktion der er opnået og hvordan.
Aalborg søger at opnå disse reduktioner blandt andet ved hjælp af energisparelån til energibesparelser i kommunens bygninger og energiledelse i kommunale institutioner med særligt fokus på folkeskoler.


Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling

Aalborg Kommune, Aalborg Universitet og en række udvalgte virksomheder med interesse for bæredygtighed har med Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling indgået i et forpligtende samarbejde. Netværkssamarbejdet vil i korte træk indeholde en bæredygtighedsscreening af virksomheden og dens produktion og produkter og efterfølgende udpegning af mål og indsatsområder. Dernæst laves en handlingsplan for virksomheden, som understøttes af den viden og de specialister, som universitetet og kommunen kan tilbyde, og til sidst udarbejdes en bæredygtighedsredegørelse, som viser og synliggør mål og resultater af indsatsen.

Læs mere om Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling i denne folder.


Archimedes
- fokus på energieffektivitet, effektiv bytrafik, bæredygtige transportformer og øget trafiksikkerhed

Archimedes er navnet på et EU-projekt, som Aalborg sammen med fem andre Europæiske byer er ved at gennemføre inden for CIVITAS+ rammen, hvilket betyder, at EU finansierer op til 60 % af projektet.

Formålet med CIVITAS+ og derfor også med Archimedes er at øge energieffektivitet, øge andelen af bio-brændstof og andre alternative brændstoffer, bidrage til en mere effektiv bytrafik, øge trafiksikkerheden i byområder samt øge andelen af bæredygtige transportformer og herved reducere transportens miljøeffekter.

I perioden 2008-2012 har Aalborg Kommune 20 konkrete planer for at opnå dette, som kan opdeles i følgende 8 hovedområder:

- Øge andelen af alternative brændstoffer og rene og energivenlige
  køretøjer
- Fremme brug af den kollektive trafik
- Behovsstyringsinstrumenter
- Rejseadfærd og transportmiddelvalg
- Sikker og tryg infrastruktur
- Alternative og energieffektive transportmidler
- Godstransport og citylogistik
- Innovative ITS systemer

Information om de 20 konkrete initiativer samt CIVITAS+ og Archimedes.

 

Vandet i hanerne i Aalborg er urenset grundvand lige til at drikke

- og vandet fra Vejgaard vandværk blev sågar i 2006 kåret som Danmarks bedste vand. Aalborg kommune og forsyningsvirksomhederne gør også meget for, at vandet også i fremtiden skal være så rent og af så høj kvalitet, at det uden nogen form for rensning kan bruges som drikkevand.

Du kan læse meget mere om drikkevandet i Aalborg her.


Spar på energien

Forsyningsvirksomhederne leverer også elektricitet til det meste af Aalborg og forsøger med kampagner som f.eks. Aalborg melder sig ind i kampen at sætte fokus på, hvordan man kan spare på energien, og det samme er formålet med Aalborg Energicenter.

Forsyningsvirksomhederne har foldere om bæredygtig forsyning her.


Fjernvarme fra overskudsvarme

Samtidig kommer fjernvarmen i Aalborg i stor stil fra industriel overskudsvarme. Læs mere om hvordan overskudsvarmen fra blandt andet Aalborg Portland bruges til at opvarme Aalborg.

Grønne butikker

Grøn Butik er et landsdækkende offentligt initiativ, som har stor tilslutning i Aalborg. Find ud af mere om Grøn Butik her:
Grøn Butik i Aalborg

VISITAALBORG Kjellerups Torv 5, niveau 13 9000 AALBORG +45 99 31 75 00 KONTAKT