Hjemme hos dyrene…
Er du vild med dyr, må du ikke gå glip af
Aalborg Zoo. Aalborg Zoo er en dejlig grøn have, hvor du kommer tæt på 1600 spændende og truede dyr fra hele verden.
Her kan du blandt andet se det flotte isbjørneanlæg med isbjørne over og under vandet eller den store savanne med de høje imponerende giraffer. Du må endelig også huske at hilse på aberne, elefanterne, flodhestene, surikaterne, bjørnene, ulvene og alle de mange andre dyr i Aalborg Zoo. Legeplads er der også og små geder, som gerne må klappes.
Se væddeløbshestene i aktion
På
Aalborg Væddeløbsbane kan du se de imponerende væddeløbsheste i aktion, og opleve den intense stemning på tilskuerpladserne, når det bliver afgjort, om den hest, som du hepper på, kommer først over målstregen. I sæsonen er der også ponytravløb for og med børn. På væddeløbsbanen findes også ungdomshestesportsforeningen Ikaros for børn mellem 7-16 år, der arbejder med væddeløbsheste. På Aalborg Væddeløbsbane er der også legeplads.
Fang fisk midt i Aalborg
Kan du lide at fiske, kan du kaste snøren i vandet lige midt i Aalborg centrum. Fra
kajerne i Aalborg er det tilladt at fiske, og hvis du er heldig, kan du fange hornfisk, sild, ål, torsk, havørred og fladfisk. Tæt på Aalborg finder du også både put and take søer og frie fiskepladser. Skal mor eller far med på fisketur, så husk at de skal have fiskekort.
Snup en dukkert i Aalborg
Når vejret er godt, er der ikke noget som en frisk svømmetur. Kan du lide at bade, er
Aalborg Friluftsbad lige noget for dig. Aalborg Friluftsbad ligger i Aalborgs grønne vestby lige ned til Limfjorden, hvor vandet fra fjorden løber lige ind i bassinet.
Har du mod på at svømme direkte i Limfjorden, er der udenfor friluftsbadet en badebro, og på havnen ved
Jomfru Ane Parken finder du Aalborg Havnebad. Her kan du svømme i Limfjorden og springe ud fra 3 og 5 meter vipper. Ved Aalborg Havnebad er der desuden lege- og børnebassin.
Nyd naturen i Aalborg
Tæt ved Aalborg finder du den hyggelige ø
Egholm. Ved at følge den gule rute Egholm rundt, kommer du forbi mange af øens spændende lokaliteter.
Udover det rige dyre- og planteliv kan du fra diverse udsigtspunkter se Egholm fra oven. På øen finder du desuden en børnevenlig strand, der er perfekt til at fiske krabber og finde muslinger, søstjerner og mange andre spændende strandting.
Østerådalen er perfekt til en god gåtur. I området kan du se et rigt fugleliv ved de våde enge, lavvandede søer og åen, der er lagt i slyngninger. Hvis du vil have rigtig god mulighed for at se fuglene, er der i området et fugletårn, hvorfra du kan se ud over åen og søerne.
Har du hunden med i skoven, er der i Østerådalen en hundeskov, hvor din hund frit kan løbe omkring og lege med andre hunde.
Gåtur i Aalborgs byparker
Tager du din familie med på en gåtur i
Mølleparken, der ligger lige bag Aalborg Zoo, kan I nyde den fantastiske udsigt over Aalborg, Limfjorden, Egholm og Gjøl.
I kan også gå en tur i byparken
Østre Anlæg, hvor I blandt andet kommer forbi søen med masser af ænder. Husk en pose med gammelt brød, for ænderne elsker at blive fodret. I Østre Anlæg finder I også legeplads, boldbaner, stier og flere blomsteranlæg.