Adrenalinkick og sved på pandenStart jeres dag med en tur i de lynhurtige
RIB-IT speedbåde, og mærk hvordan adrenalinen pumper, når I suser afsted på Limfjorden. Vil I hellere selv sidde bag rattet, er der i
Gokart World rig lejlighed til at få jeres indre racerkører lokket frem, når I udfordrer hinanden på den krævende bane, som Tom Kristensen har været med at designe. Eller hvad med at skifte gocarten ud med en mountainbike og få pulsen op og sved på panden på én af de mange
mountainbike-ruter, der findes i og omkring Aalborg?
Mad skal der tilEfter de fysiske udfoldelser er det tid til at få noget at spise, og hvad er mere passende end en stor burger? Hos
Kims Kitchen i Borgergade serveres hjemmelavede burgere tilberedt efter alle kunstens regler. Prøv for eksempel Stodderen, som er en burger med en bøf på hele 400 gram! I kan også lægge vejen forbi Aalborgs helt eget mikrobryggeri,
Søgaards Bryghus, som udover at brygge øl, også serverer klassiske frokostretter - selvfølgelig akkompagneret af husets eget øl. Kombinér eventuelt frokosten med en rundtur på bryghuset og bliv klogere på, hvordan det gode øl bliver til.
Fodbold og fadølI Aalborg har I rig lejlighed for at pleje interessen for sport. Tag en tur på Aalborg Stadion og mærk stemningen når
byens hold spiller kamp. Eller hvad med en
ishockey- eller
håndboldkamp? I kan også vælge at læne jer tilbage med en velskænket fadøl i hånden på
én af byens pubber. Her vises ofte kampe fra dansk og europæisk topfodbold.
Livemusik i Aalborg
Er I til livemusik, skorter det heller ikke på mulighederne i Aalborg. Spillestedet
Skråen i Nordkraft gæstes ofte af store navne fra både ind- og udland, og på
Studenterhuset kan I slå jer løs til tonerne af tidens nye navne. Er I mere til alternativ musik, findes der i Aalborg et levende undergrundsmiljø. På
1000FRYD kan i opleve bands fra smallere genrer som punk, metal og hip hop, imens I drikker kølige økologiske øl fra baren, og på
Platform4 er det den elektroniske og eksperimenterende, musik som er i højsædet.
En tur i Aalborgs natteliv
Ingen tur til Aalborg uden et besøg i
Jomfru Ane Gade. Den velkendte forlystelsesgade er med sine mange barer og diskoteker et oplagt sted at gå i byen og feste til den lyse morgen. Før I når så langt, kunne I varme op med en omgang bowling på
Seaport Café & Bowling eller
Backstreet Bowl. Lav en strike, når den røde kegle står forrest, og I får en gratis omgang øl.