Harald med den blå tand
Aalborg har udviklet sig fra traditionel industriby til et vidensbaseret teknologisk kraftcenter, hvor forskning og udvikling spiller en afgørende rolle. Eksempelvis er Bluetooth-teknologien udviklet i dette miljø, og navnet Bluetooth stammer fra vikingernes historie, nemlig fra historien om Harald Blåtand.
Vikingetiden spiller også en central rolle i Aalborgs historie. På Aalborgs højeste punkt ligger Lindholm Høje, som er Nordeuropas største vikingegravplads. Her kan vi i samarbejde med Lindholm Høje Museet invitere til historisk aftermeeting: Taffel med Harald Blåtand. Denne event fører os mere end 1.000 år tilbage i historien; helt tilbage til dengang, hvor vikingerne regerede.
I modsætning til deres forgængere viser nutidens vikinger sig faktisk at være både flinke og gemytlige værter, og allerede ved ankomsten til Lindholm Høje byder de inden for på vikingegravpladsen med et krus mjød. Gæsterne får en spændende beskrivelse af livet på vikingernes tid, og kommer selv til at prøve kræfter med forskellige vikingeaktiviteter. Eventen afrundes med et vaskeægte vikingemåltid, indtaget på næsten autentisk og særdeles festlig manér.
I sommerperioden er der mulighed for at overvære særforestillinger af Lindholm Højes meget populære udendørs vikingespil, der opføres på højene af en trup af både professionelle skuespillere og velspillende amatører.
Kapacitet: 800 personer
Yderligere information Kontakt VisitAalborg
Var det noget med et røverisk overfald?
For mange år siden huserede de berygtede Røvere fra Rold i Danmarks næststørste skov og gjorde livet usikkert for rejsende. Vi har allieret os med efterkommerne af de oprindelige røvere, og som noget helt unikt tilbyder vi en anderledes, overvældende og spændende skovtur i de oprindelige røveres fodspor. Vi kan naturligvis ikke afsløre alt, men kan garantere, at der bydes på en række sjove og overraskende indslag.
Selskabet mødes ved samlingsstedet for Røverlejren, lige i udkanten af skoven. Her modtages gæsterne af Røverkjællingen, der går i spidsen for skovturen, og undervejs fortæller hun gruopvækkende og blodige historier om skoven og røverne. Når gæsterne ankommer til Røverlejren midt i skoven, kan gæsterne deltage i sjove konkurrencer som langsavning, øksekast og bueskydning, inden der serveres et lækkert røvermåltid med tilhørende drikkevarer. Under spisningen fortsætter røverne underholdningen med bl.a. sang, musik og optrin. Alt foregår i træernes skygge under store udspændte sejl, som forhindrer, at regn kan spolere de mange gode oplevelser i røverlejren.
Der er flere muligheder for at nå frem til samlingsstedet, og det er også muligt at kombinere røver-eventen med andre aktiviteter - både før og efter. Gæsterne kan fx afhentes ved de nu nedlagte Thingbæk Kalkminer, der fungerer som skulpturmuseum. Her kan man vandre rundt i skæret fra 3.000 tændte stearinlys og nyde stemningen og de imponerende gipsskulpturer af bl.a. Cimbrertyren og Gefionspingvandet i de hvælving-lignende gruber. Røver-eventen er meget uformel og er samtidig en anderledes og mindeværdig oplevelse, som kun de allerfærreste har prøvet før. Den er med sikkerhed noget, der vil blive husket og snakket om.
Kapacitet: 800 personer
Læs mere på Røverstuens egen hjemmeside
Yderligere information Kontakt VisitAalborg

Grilleriet
De bedste fester ender altid i køkkenet, så hvorfor ikke begynde der, hvor den gode stemning er; nemlig i køkkenet på Webers kursussted, 'Grilleriet'. Her kan man få den ultimative grill-oplevelse, når man tilbereder et lækkert fællesmåltid. Arrangementet er ideelt til at ryste fx kunder og kollegaer sammen.
Fællesmåltidet består af adskillige lækre retter, som tilberedes i køkkenet og ved grillen. Baren i loungen sørger for forfriskninger under hele arrangementet. Undervejs vil deltagerne få lejlighed til at prøve forskellige grillteknikker og få tips og tricks til Webergrillen derhjemme. Arrangementet afsluttes med, at måltidet nydes i de hyggelige omgivelser i Grilleriet.
Grilleriet tilbyder at arrangere underholdning i forbindelse med eventen, og virksomheden kan selv bestemme, hvad underholdningen skal omfatte. Der er fx mulighed for vin- eller ølsmagning, stand up-comedy, en coach eller en foredragsholder til at inspirere og underholde. Grilleriet og VisitAalborg bidrager gerne med idéer og kontakter.
Arrangementer på Grilleriet kan skræddersyes og tilpasses ethvert behov, og der kan arrangeres teambuilding for op til 50 personer. Grilleriet er skabt til grill-teambuilding og tilbyder samtidig et auditorium, der rummer den mest moderne av-teknik.
Læs mere på Grilleriets egen hjemmeside
Yderligere information Kontakt VisitAalborg
Duus Vinkjælder og Chr. IV’s Laug
I 1624 opførte en af Aalborgs førende borgere, købmanden Jens Bang, et smukt stenhus midt i byen. Huset ligger der endnu - næsten 400 år senere - og det er naturligvis nu kendt som 'Jens Bangs Stenhus'.
I kælderhvælvingerne under huset finder man den gamle Duus’ Vinkjælder, hvor det navnkundige Chr. IV’s Laug regerer. Historien om lauget strækker sig tilbage til besættelsesårene, hvor lauget spillede en aktiv rolle i modstandskampen. Nu er selskabet betydeligt mindre hemmeligt; faktisk er åbenheden så stor, at byens fremtrædende gæster mod betaling tilbydes optagelse i Chr. IV’s Laug. Laugets medlemsregister tæller medlemmerne af den danske kongelige familie, præsidenter som George Bush og Ronald Reagan samt skuespillere som Richard Chamberlain, Danny Kaye og norske Rolf 'Flekness' Wesenlund.
Selve optagelsen er en overordentligt munter ceremoni, hvor de optagne får lov at føle sig ophøjede – til en vis grad – og hvor der gennemgås en række traditionsrige ritualer. Optagelsen afsluttes med et let traktement og overrækkelse af medlemsbevis. Beviset ledsages af en nøgle til laugets egen løngang, som fører ind til selve klublokalet i Duus Vinkjælder.
De smukke, gamle lokaler kan også lejes uden deltagelse af det populære laug, da Duus Vinkjælder også arrangerer receptioner og middage under kælderhvælvingerne. Endelig er det populært at benytte stedet som ramme, når Det Hem’lige Teater opfører historiske optrin om Aalborg by og borgere.
Kapacitet: optagelse i Chr. IV's Laug ca. 25 personer
Kapacitet: Duus ca. 200 personer
Yderliger information Kontakt VisitAalborg